Værdier

 

Viden

Du får viden, udforsker grænserne for viden og bliver derfor i stand til at træffe valg.

Vi sætter et højt fagligt niveau, almen viden og evnen til at anvende kundskaber og viden højt. Som student fra Morsø Gymnasium vil du være godt rustet til både at vælge uddannelse og til at finde din vej gennem livet.

 

Kreativitet

Kreativitet er evnen til at skabe, at få nye idéer og at gennemføre dem. Nysgerrighed er en væsentlig forudsætning for nytænkning. Gennem undervisningen og andre aktiviteter vil Morsø Gymnasium pirre din nysgerrighed og styrke din kreativitet.

 

Alsidighed

Alsidighed giver større forståelse for den verden, du lever i. Samspil mellem forskellige fagområder giver dig en dybere forståelse for sammenhænge og helheder. Dette giver dig samtidig en større åbenhed over for nye idéer og andres livsopfattelser. På Morsø Gymnasium får du udviklet både dine faglige, personlige og sociale kompetencer.

 

Ansvarlighed

Vi lægger vægt på at videreudvikle din ansvarlighed både i forhold til din uddannelse, til skolefællesskabet og til omverdenen, men forventer også, at du allerede fra den første dag er parat til at tage et ansvar selv.

 

Demokratisk indstilling

Undervisningen og de øvrige aktiviteter på skolen skal udvikle din demokratiske indstilling. Det er vigtigt, at alle indgår i et fællesskab baseret på dialog, rettigheder og pligter, og at alle har mulighed for at blive inddraget i skolens liv og beslutninger.